Vi avis-træner altid vores hvalpe fra de er omkring 4-5 uger. Derfor er de er ca. 90 % avis-renlige, når de flytter hjemmefra. Den første uge i det nye hjem, kan de godt være lidt små-forvirrede og der kan ske uheld, så træningen skal vedligeholdes dagligt! Når hvalpen flytter kan man eventuelt bede om at få lille en pose tisse-aviser med hjemmefra. Tørrede selvfølgelig, men med dejlig duft af tis.. Lige til at lægge ovenpå de aviser I har derhjemme.
Godt begyndt er halvt fuldendt
Før I får jeres nye hund, så saml aviser i et stykke tid. I får brug for dem! Læg udbredte aviser i alle de rum, hvor hvalpen opholder sig, og vis den hvor de ligger, så skulle der ikke være problemer. Sætter den sig det forkerte sted, så sig ”nej” med lidt dyb stemme, men ikke vredt – og løft den hurtigt over på en avis og ros den inderligt, selvom der kun skulle komme en enkelt dråbe på det rigtige sted.. Man kan også have ekstra aviser lige i nærheden, og hurtigt få en smidt ind under hunden, og så rose den for at have klaret jobbet rigtig
Har I tæpper på, kan det være en fordel at køre i fx Tæppeland. Her kan man for få penge købes lidt mindre rester af vinyl-gulv og ligende. Og det er rigtig godt at lægge under jeres aviser, så tæpperne ikke lider overlast.. Plastik er bestemt ikke velegnet, da hvalpen måske gnaver i det og det er ikke godt for hundemaver..
Se også nederst på siden vores lille tips om skobakker.
Udenfor sommer
Sommerhvalpe er ofte lidt nemmeret at gøre renlige. Det gælder bare om at komme rigtig meget ud! Især hver gang hvalpen har sovet, leget eller spist! Gå ud og nyd naturen og hav en engels tålmodighed. Før eller siden tisser eller laver hvalpen og så skal der roses i lange baner! Går det galt indenfor, så afbryd gerne hvalpen omgående, op på nærmeste avis, eller ud – og så ros, når den sidste lille dråbe kommer! Ved den manøvre kan man godt nok risikere et helt spor af dråber fra åstedet og hen til det rigtige sted. Pyt med det! Rodalon på spray-flaske og køkkenrulle, er hundejerens bedste ven i kampen for renlighed! Og den konsekvente og resolutte indgriben betaler sig altid..
Udenfor vinter
Her kan man gradvist i de første uger vænne hunden til at være udenfor, når det ikke er for koldt. Hunden har ikke det store behov endnu, 3 x max. 5 min. dagligt er alt rigelig den næste måneds tid, hvis det er meget koldt eller vådt i vejret, men kommer der milde dage, så vil den elske at komme ud og snuse meget mere. I må holde øje med hunden. Hvis den ryster af kulde, så må I droppe luftningen den dag. I skal nok få gået masser af lange ture de næste mange år. Så lige lidt tålmodighed, selvom man jo glæder sig helt vildt til at komme ud og vise vidunderet frem.
Ros til I segner
Hver eneste lille tissetår på avis eller udendørs, eller lille pølle, skal ikke forbigå jeres opmærksomhed! Ros med høj og glad stemme for hvert eneste levering.
De forkerte steder kræver bare et venligt “nej” og flytning til det rigtige sted. Væn fx hunden til at gå ind til siden når I er på en vej, fremfor midt på fliserne. Bor I i byen, så væn den forsigtigt til at bruge rendestenen, men pas på cyklister.
Man kan desuden vælge også at vedligeholde avis-renligheden ind i mellem. Det kan vise sig at være praktisk senere, hvis man er på langtur på en færge fx.
Øv, nu igen..
Man bliver lige lidt ærgeligt når ens ellers renlig hvalp sjat-tisser.. Når den bliver glad, over-gearet, forskrækket, ivrig osv., men det er meget almindeligt. Hvis det kan være en trøst.. Og det har intet med manglende opdragelse at gøre, eller ulydighed. Som oftest forsvinder problemet omkring 1 års alderen.. Det hjælper bestemt ikke at skælde ud, om noget forværre det bare problemet, da det jo handler meget om følsomhed, i kombination med umoden blære.
Måske dyrlæge
Hvis man synes, kan man for en sikkerheds skyld, få dyrlæge til lige udelukke at det drejer sig om blærebetændelse, via en urinprøve. Og fortsætter det i stor stil efter hunden er blevet et år, kan man nok få den undersøgt med henblik på om blæremuskelen er for slap og der evt. skal en lille operation til. Men det er nu yderst sjældent.
Man kan desuden også bede gæster hilse afslappet på ens hund, og ikke overstrømmende komme den i møde, vælte ned på gulvet og lykkeligt råbe hundes navn! Så sjat-tisser alle vist.. 😉 Det bedste er faktisk at ignorere, når der sker et uheld med sjat-tisseri, bare tørre op og vente på hunden bliver ældre. Eventuelt prøve at ændre på visse af de situationer, som man erfarer ofte giver lidt tisseri.
Det har et formål
Hvis en mindre hund bliver overfaldet af en større hund, tisser den mindste hund omgående. Det virker faktisk beroligende på den store hund, da den jo derved kan konstatere, at “her er jo bare en dum lille hvalp, der endda tisser på sig selv”, sådan frit oversat. Altså, et tegn på overgivelse.
Og omvendt, er det også et tegn på glæde og underkastelse i naturen, når flok-lederen kommer hjem. Lugten af tisset vil overbevise lederen om, at flokken stadig består af de samme hengivne individer.. Alt er som det skal være.. At vores hunde efterhånden stopper med dette tisseri, skyldes måske blot at den erfarer hen af vejen, at tisseri ikke er en del af menneskets sprog og derfor ikke tjener noget formål? Og så selvfølgelig igen, at hunden bliver ældre og får bedre blærekontrol.
Der er også hunde der aldrig sjat-tisser. Det er som regel stærke hunde med udpræget leder-potentiale.
Et virkelig godt råd: køb en skobakke billigt i supermarked eller isenkræmmer og placer den, der hvor hvalpetoilettet skal være fremover og læg aviser i. Så er man sikker på at undgå enhver gennemsivning og/eller afsmitning! Det er nemt at rulle de fugtige aviser sammen og smide ud – og bakken er nem at rengøre ved behov.
Køb gerne flere og placer rundt i huset, hvor hvalpen kommer. Ved hvalpen hvor de står,og er de nemt tilgængelige med dagligt skitede snavsede aviser, så garanterer vi at der ingen uheld sker.