Hvorfor en blanding

Jeg hedder Susanne og tilhører den lidt ældre generation på gården. Min mand og jeg har hundene Molly, Musse og Max. Alle tre er blandingshunde og det er et meget bevidst valg.

Jeg er 53 år og har på privat basis beskæftiget mig med hunde hele mit liv, mens jeg professionelt har arbejdet som skolelærer, anmelder af faglitteratur og foredragsholder.

Min første hund var en meget fin og stambogsført Golden Retriever, som jeg fik i 1976. Shila var fundet gennem Dansk Kennel Klubs hvalpeliste og alt burde have været lutter idyl. Men det var det ikke. Hun var simpelthen et indavlet skravl. Selvfølgelig elskede jeg min hund højt, men fakta var at hun både udseendemæssigt og ikke mindst temperamentsmæssigt, var en stor skuffelse.

Hun blev aldrig ret stor og hendes ører sad ret spøjst og snuden var for kort, men hvad værre var, så var hun ret aggressiv i mærkelige situationer. Hun var ikke til at komme til, hvis hun sad i snor f.eks.. Hun knurrede og bed – også efter dem hun elskede højst. Hun fik glad snor på, gik muntret med til købmanden, slikkede glad min hånd, når jeg satte snoren på hundekrogen, logrede muntert, når jeg sagde ”kommer lige om lidt” og når jeg 2 minutter efter kom ud fra den lille købmand med en liter mælk og ville tage hende igen, kunne hun ikke kende mig! Så fik hun helt grønne øjne, viste tænder og pelsen stod op ad ryggen hele vejen.. Der kunne gå en halv time før hun pludselig blev sig selv igen og logrede.. Sådan var hun hele livet.

Da jeg fik min første datter og hun lærte at kravle, måtte Shila flytte hjem til min far, hvor hun levede resten af sit liv. Hun lagde sig nemlig på lur efter det kravlende barn, der ved gud aldrig havde gjort hende noget, og så fik den ellers med knurren på højeste lydstyrke, blottede tænder og rejste børster. En Golden Retriver!

Shila er ikke repræsentant for samtlige stambogsførte hunde i Danmark, slet ikke, men da en meget fin og berømt Golden Retriever opdrætter ophidset sagde til mig for et par år siden: ”at det at købe en blandingshvalp, svarede til at købe en tidsindstillet bombe!”, måtte jeg bare trække på skulderen.. Hendes Golden Retrievere er nogle af de smukkeste hunde i Danmark, men hold op, hvor har de bare ikke mange hundeinstinkter tilbage! Af og til virker der lidt tomt inde i deres meget smukke hoveder.

Fakta er at man som professionel opdrætter enten går efter at lave de smukkeste hunde, eller de bedste brugshunde (jagthunde mv.) og yderst sjældent begge dele. Og det er okay for mig. Hvis man elsker at leve på udstillinger og vise sine hunde frem, så fred være med det. Man skal bare ikke sælge al overskudsmaterialet som perfekte familiehunde, for det er de som regel ikke. Og så kommer der til at stå en familie med uoverstigelige problemer, når hunden enten bliver understimuleret, fordi den er avlet til konstant at være på jagt, eller slet ikke kan stimuleres, fordi den er avlet til bare at være smuk. Eller det ender med en hund med et skrantende helbred pga. alle de racetypiske sygdomme der findes i dag, lige fra løse knæskaller til hjerteproblemer, problemer med vejrtrækning, formeringsproblemer, dårlige rygge og øjensygdomme mv.

Jeg ved godt at en del opdrættere vil mene, at jeg ser helt forkert på det, men så må vi nok bare være enige om at være uenige.

Jeg elsker som hobby-avler at være medvirkende til at lave søde, venlige, robuste, smukke, kloge og dejlige, små familiehunde/medlemmer. For at nå dertil bygger jeg på alle mine år med hunde, tonsvis af faglitteratur (også om arvelære), tvudsendelser, internettet og min sunde fornuft. Jeg investerer alt min tid i hvalpene og de får al den omsorg, socialisering og kærlighed, de har brug for.

Selvfølgelig kan ingen udstede garantier, men man ved dog at når der avles på sunde og sygdomsfrie forældre med friskt arvemateriale og sprøde gener, så får man højst sandsynligt rigtig sunde og robuste hvalpe.

Jeg har solgt nogle af vores hvalpe til mennesker, der havde lange og fortvivlede år bag sig med en stambogsført hund, hvor der enten havde været problemer med temperament, indlæring eller helbred… Eller det hele.. De fleste havde fået anbefalet at prøve en blandingshund næste gang, som oftest af deres dyrlæge.

Det er og har været en stor fornøjelse at få tilbagemeldinger i årene efter, hvor de selvfølgelig alle som en har fået den bedste hund i verden. 🙂