Den nye familie

Vindue mod verden

Hvalpe er så forunderligt indrettede at de til og med 14. leveuge, står helt åbne for sanseindtryk og kan vænne sig til nær sagt alt! Siden kan de også lære mange ting, men det vil ikke falde dem helt så naturligt. Det benytter man sig af som menneske og fylder på (stadig med respekt for søvnen selvfølgelig).

Dette er også grunden til at hvalpe flytter hjemmefra som 8 ugers, i modsætning til killinger, der lige skal lære at jage osv. af deres mor og derfor ikke må flytte før de er 12 uger.

Når man får en 8 ugers hvalp, der på alle måder bliver et fuldgyldigt familiemedlem, har man ca. 6 uger til at præsentere den for ens verden. Alt det som det er vigtigt at lige præcis ens hund kan acceptere, for at passe så godt som muligt ind i familien..

Skal den lære at omgås katte? Fugle? Gamle mennesker, små børn, folk med kørestol, krykker osv.? Skal den lære at rejse med bil, skib, båd, tog, bus eller fly, så skal den helst også møde det mindst en gang i denne fase..

Skal den lære at elske postbudet, er det også nu det sker

Tænk på alt hvad der er vigtigt, for lige præcis jeres familie, at jeres hund skal opfatte som den naturligste ting i verden og gør det! Rigtig tit i den første tid… Vinduet lukker sig hurtigt og så skal man arbejde noget mere med tingene, for at det skal blive accepteret….

Tænk frem..

Det er vigtigt at tænke fremad i hvalpens første uger hjemme. Har I f.eks. ikke babyer i familie, men regner med at der kommer det indenfor de næste 10-15 år, så er det også en god ide´at tage ud til folk med småbørn og lade jeres hvalp få en rigtig god oplevelse og helst flere. Den glemmer det aldrig! Altså ikke sådan forstået, at den skal kastet i favnen på små børn, det er den alt for skrøbelig til! Men den kan se på barnet, mens den sidder trygt på skødet af sin ejer og måske får en godbid imens. Hvis barnet er nogenlunde fredeligt, kan den lille hvalp også snuse og evt. selv opsøge barnet til lidt gensidig glæde, men man bør ALDRIG lade en hvalp være alene sammen med et lille barn, eller et større (der ikke er vant til/elsker hunden) under 6-9 år, uden opsyn. Det er mest for hvalpens skyld, det er sjældent børnene der brækker benet…

Vi vil gerne beholde dem længere, men..

Det hænder at en ny ejer har brug for, at vi beholder en hvalp længere end 8 uger, og det gør vi da også gerne, og vi starter så op på træning i livet som hund. Den korte, kostbare tid må jo ikke spildes..

Men, det er jo ikke vores omgivelser, mennesker og liv, der bliver hvalpens fremtid, så det er godt at begrænse det så meget som overhovedet muligt. For de nye ejeres skyld og ikke mindst for hvalpens.. Det er med ikke at gå glip af noget, så det mest optimale er at planlægge, så man får den lille hundebaby så tæt på de 8 uger som muligt – og i hvert fald max. en uge senere..

Familiemøder

Uanset om familien består af to eller otte medlemmer, så hold lidt møder inden hvalpen kommer og beslut nogle ting, som alle er enige om og forstår.

Må hvalpen kommer i sofa? I seng? (Tror nok 75 % af hundeejere ændrer lidt syn på sofa/seng, når først hvalpen er der.. Det kender vi selv). Hvilket ord skal man bruge, når hvalpen gør noget forkert? Hvem må løfte på hvalpen? Hvad skal hvalpen kunne i vores familie?

Børn i familien skal have helt styr på, at man ikke må vække en sovende hvalp og at den ikke må få menneskemad, at man skal passe på når man lukker døre, så hvalpen ikke kommer i klemme, at man ikke skal lege “trække tov” med den, at den kan blive bange hvis man skændes og råber osv. osv.

En artikel fra Dansk Kennelklub

Børn og hunde

De fleste børn synes, det er sjovt at lege og kæle med hunde – og de fleste hunde trives godt med børn og finder sig i meget fra børnenes side. Der findes ikke nogle specielt børneegnede racer, men nogle racer er nemmere at håndtere for den travle familie end andre.

Et godt forhold børn og hund imellem opstår ikke altid af sig selv.

”Sprogvanskeligheder” skaber ofte problemer. Hunde og mennesker taler ikke samme sprog, og især børns kropssprog og måde at tage kontakt på afviger utroligt meget fra hundes.

De fleste børn har ofte hurtige flagrende bevægelser og elsker at kramme dem, de holder af, men tæt kropskontakt er faktisk meget unaturligt for en hund.

Modsat kan hvalpes vilde leg og bid i fingre, bukser og legetøj være skræmmende for nogle børn (og deres forældre), og de fleste familier bliver også utrygge, hvis hvalpen eller den voksne hund knurrer ved foderskålen, eller når den forsvarer et stykke legetøj.

Både børn og hunde skal lære at omgås og respektere hinanden, og som voksen er det rart at have nogle regler for hund og børns samvær, uanset om det gælder børn og hund i samme familie eller mødet mellem børn og hunde, der ikke kender hinanden i forvejen.

Almindeligvis synes hunde, at børn larmer meget og bevæger sig mærkeligt. De overtræder ofte alle regler for god hundepli, forstår ikke de signaler hunden sender for at få lidt afstand eller ro, men sætter på den anden side heller ikke pris på, hvis hunden tygger lidt forsigtigt i dem med sine skarpe hvalpetænder.

Børn sender ofte nogle svært forståelige signaler til hundene, og hvis en hund ikke er vant til børn, kan de ligefrem virke skræmmende.

Derfor er det bedst at tilvænne hunden til børn med tidlig og hyppig kontakt. Det mest optimale er, at hvalpen allerede har jævnlig kontakt med børn hos opdrætteren, og at denne kontakt holdes ved lige, når den kommer hjem til sin nye familie.

Oplevelserne skal være rare og på både hvalpens og børnenes præmisser. Tilbydes kontakten før hvalpen er 3-4 måneder gammel, vil den opfatte børn som en naturlig del af sine omgivelser. Præsenteres hunden først for børn på et senere tidspunkt, tager tilvænningen længere tid, og kræver større forståelse og indsats fra de involverede parter. Ved en senere tilvænning er det ekstra vigtigt at respektere hundens signaler, og sørge for at al kontakt er rar, og hunden ikke bliver presset til kontakt, som den endnu ikke er tryg ved.

Børn synes almindeligvis, at hvalpe er bløde, nuttede og spændende – men måske også lidt for spændende. Mange børn har ofte svært ved at lade hunden være. De er meget glade for dem og vil gerne kramme og kæle den, men bliver kede af det, når den bider dem i fingre og bukseben, eller stjæler deres legetøj og måske bider det i stykker.

For at styrke båndet mellem børn og hund, men også hjælpe med at aflede hunden, hvis den bliver for voldsom, er det en god idé at lære børnene at lave en lille kunst med hunden. Det kan fx være at sitte, gi´pote eller lignende. Indlæringen skal ske under kyndig vejledning og overvågning af en voksen.

Du kan også efterlade en lille del af hundens daglige foderration i en lille skål på bordet, som børnene kan bruge som belønning til hunden. Eller du kan pakke nogle få foderpiller ind i paprøret fra køkken eller wc-ruller, og tilbyde røret til din hund som belønning eller afledning.

Husk på, at det er vigtigt, at børnene lærer at forstå og respektere de signaler, hunden sender, når den har brug for fred, en lille pause eller lidt mere afstand.

Her er eksempler på signaler, som hunde sender når den har brug for fred:

Sammenknebne øjne

Lav hoved- eller kropsholdning

Kigge væk (dreje hovedet)

Gabe

Slikke sig om snuden

Smaske

Hunden ”fryser” fast i en bestemt position, fx lav krop- og hovedholdning

Tilbagelagte ører og lange mundvige

Puster (hyppig vejrtrækning).

Piver, klynker.

Som en hjælp til at undgå konflikter børn og hunde imellem, bør børn lære at huske på følgende:

●Gå aldrig hen til en hund, der står bundet.

●Spørg altid en voksen om lov, før du tager kontakt til en fremmed hund.

●Lad hunden komme til dig.

●Rør aldrig en hund, der sover.

●En hund, der spiser eller gnaver kødben skal have fred.

●Hunde kan ikke lide at kramme.

●Hold ikke fast i hunden.

●Bed en voksen om hjælp, hvis hunden har taget dit legetøj.

●Løft aldrig en hvalp op. Sid på gulvet og lad hvalpen komme til dig.

For at undgå uheldige situationer børn og hunde imellem bør voksne tænke på nedenstående:

Efterlad aldrig en bundet hund uden opsyn.

Lad aldrig hund og børn under ca.10 år være sammen uden opsyn.

Hunden bør have MINDST et lettilgængeligt fristed, hvor den altid har fred.

Respekter ALTID både hund og børns behov for fred eller afstand.

Hold øje med hvordan dine børn behandler hunden. De skal dog ikke opdrage den, så kan resultatet blive en uvorn voksen hund. Det er de voksne flokførere, eller meget ældre børn, der skal opdrage hunden.

Børn skal omvendt lære, at hunden skal opføre sig ordentligt. Vis dem, hvad de skal gøre, når hunden gør noget forkert. Og hav altid et vågent øje med hund og børn, så hunden ikke lærer noget forkert.

Lær alle gæster at omgås din hund på en god måde. Lær dem fx, at hos jer hilser man venligt på hunden, når man er kommet godt indenfor døren og giver den en godbid. Det er derfor en god idé at have en skål med godbidder klar ved døren, som alle gæster kan tilbyde jeres hund.

Sørg for at følge disse råd og sæt grænser for både børn og hunde, så opnår I nemt et godt forhold børn og hunde imellem hele livet igennem.